Program for energieffektive skoler, fase 1

I programmet gøres en særlig indsats for at udvikle metoder til reduktion af energiforbruget til belysning og ventilation, idet der samtidig lægges vægt på at skabe et sundt og stimulerende indeklima under hensyn til de krav, der stilles til fremtidens skole.

Projektbeskrivelse
Hovedformålet med forskningsprogrammet er at skabe det nødvendige grundlag for projektering og drift af fremtidens energieffektive skoler. I programmet gøres en særlig indsats for at udvikle metoder til reduktion af energiforbruget til belysning og ventilation, idet det samtidig lægges vægt på at skabe et sundt og stimulerende indeklima under hensyn til de krav, der stilles til fremtidens skole. Der lægges også vægt på at løsningerne skal være lette at implementere og enkle at bruge i praksis. Der er truffet aftale med Københavns og Ballerup kommune samt Skanska Jensen A/S om afprøvninger i praksis. Det samlede program består af følgende delprojekter: 1. Kortlægning og analyse af energiforholdet; 2. Energieffektiv skolebelysning; 3. Energieffektiv skoleventilation; 4. Programunderlag for energieffektivt skolebyggeri; 5. Gennemførelse og evaluering af forsøgsbyggeri; 6. Anvisning i projektering af energieffektive skoler. Aktiviteterne i delprojekt 1 vil være grundlag for deltagelse i forberedelsen til et nyt IEA-Annex 36: Retrofitting in Educational Buildings. Forskningsprogammets fase 1 vedrører delprojekt 1, delprojekt 2 samt den indledende fase af delprojekt 3
Resultater

Forskningsprogrammet 'Program for energieffektive skoler' har til formål at skabe det nødvendige grundlag for projektering og drift af fremtidens energieffektive skoler. Resultaterne fra Programmet er afrapporteret. I programmet gøres en særlig indsats for at udvikle metoder til reduktion af energiforbruget til belysning og ventilation, idet der samtidig lægges vægt på at skabe et sundt og stimulerende indeklima under hensyn til de krav, der stilles til fremtidens skole. Der er i fase 1 blevet udarbejdet en oversigt over 100 skolers forbrug til varme, elektricitet samt vand for årene 1996, 1997 og 1998. Varmeforbruget er svagt stigende, mens elforbruget er konstant over årene. Perioden har vist et fald i vandforbruget på ca. 16 %. Elforbrugets fordeling er beregnet på 7 udvalgte skoler ud fra skolernes registreringer af driftstider og effektforbrug til lysarmaturer og ventilatorer. Der er store variationer i fordelingen af elforbruget fra skole til skole. Den indledende kortlægning har været et referencegrundlag for belysnings- og ventilationsprojekterne. Rapporten 'lyset i skolen - Effektiv belysning med høj dagslysudnyttelse' giver en oversigt over, hvordan der kan opnås et godt visuelt miljø i fremtidens skole. Rapporten beskriver den historiske udvikling i Danmarks skolebyggeri og giver et overblik over gældende lovkrav, standarder og anbefalinger vedrørende vinduer og lys i skolen. Grundlæggende principper for projektering med dagslys, illustreret med generelle vinduesløsninger samt eksempler fra eksisterende skoler. Projekteringen af belysningsanlæg beskrives ud fra grundlæggende planlægningsparametre med beskrivelse af valget af belysningsprincipper, belysningsarmaturer og reguleringsstrategier. Projektet omfatter også renovering af to klasselokaler på en ældre skole samt projektering og udførelse af en nybygning til en anden skole. Ofte antages det, at godt dagslys og høj dagslysudnyttelse forudsætter store vinduer. I de undersøgte skoler varierer forholdet mellem rudeareal og gulvareal (glasprocenten) mellem 10 og 25 %, men der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem glasprocent og lysmængde eller lyskvalitet. En høj dagslysudnyttelse kan opnås ved et forhold mellem glasareal og gulvareal på helt ned til 15 %, hvis dybden af lokalet ikke er over to gange højden fra gulv til overkant af vindue. Det er muligt at spare mellem 25 og 45 % af energiforbruget til belysning ved at projektere skoler, så de udnytter dagslyset bedre. En analyse af skolernes elforbrug viste, at alene ved at anvende bevægelsesmeldere kan man opnå en elbesparelse af størrelsesorden 5 - 10 % af det eksisterende forbrug. Endvidere er udvalgte skoler gennemgået for at kunne identificere lovende ventilationsløsninger. Løsningerne er vurderet og analyseret i forhold til forbruget af opvarmningsenergi og elenergi, regulerbarhed og brugerindflydelse samt støj, træk og andre gener. 7 lovende løsninger er på den baggrund analyseret, og løsningerne er beskrevet med principskitser og gennemgang af fordele og ulemper ved de valgte løsninger

Key figures

Periode:
1999 - 2001
Bevillingsår:
1999
Egen finansiering:
0,85 mio.
Støttebeløb:
1,28 mio.
Støtteprocent:
60 %
Projektbudget:
2,13 mio.

Kategori

Oprindelig title
Program for energieffektive skoler, fase 1
Program
EFP
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Forskning
Journalnummer
1213/99-0004

Deltagere

By og Byg (Main Responsible)

Kontakt

Kontakperson
Engelund Thomsen, Kirsten
Adresse
By og Byg (Statens Byggeforskningsinstitut). Afdelingen for Energi og Indeklima
Dr. Neergaards Vej 15
DK-2970 Hørsholm, Denmark
Engelund Thomsen, Kirsten (seniorforsker), 45865533, sbi@sbi.dk
Øvr. Partnere: Cenergia ApS; Ballerup Kommune; Københavns Kommune; Skanska Jensen A/S