FAQ

FAQ

Her får du svar på typiske spørgsmål til Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og Green Labs DK

FAQ om EUDP 

Hvad støtter EUDP?

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter nye energiteknologiers vej til markedet. Programmet støtter både teknologispecifikke projekter med få deltagere og større projekter med adskillige partnere, og har siden 2007 ydet støtte til mere end 1.200 projekter med mere end 6 mia. kroner.

Projekter, der primært indeholder forskning, støttes typisk af Innovationsfonden. Projekter, der især har fokus på videreudvikling og demonstration af energiteknologiers vej mod kommercielle markeder, støttes af EUDP. Testfaciliteter i storskala støttes af Green Labs DK. 

Hvem kan deltage i EUDP-projekter?

Det typiske projekt er drevet af en eller flere virksomheder, der indgår i et konsortium med en eller flere vidensinstitutioner; et universitet eller GTS. Offentlige institutioner som kommuner og forsyningsselskaber kan også deltage i EUDP-projekter.  

EUDP’s strategi

Formålet med EUDP er at understøtte Danmarks energi- og klimapolitiske målsætninger gennem støtte til udvikling og demonstration af energiteknologier og systemløsninger, der kan bidrage til at nå målene. Samtidig skal programmet fremme udnyttelse og udvikling af erhvervspotentialer til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Som ansøger kan du med fordel læse EUDP’s 2030-strategi, der blandt andet præsenterer otte fokusområder for støtte til energiteknologi. 

Innovationshøjde og TRL?

Når EUDP vurderer ansøgninger, sker det blandt andet med afsæt i projekters innovationshøjde og TRL-niveau – altså, hvor nyskabende projektet er, og om det er tættest på forskning eller et markedsnært produkt.

TRL står for Technology Readiness Level og er en metode, der anvendes internationalt til at kortlægge teknologiers modenhed. Skalaen går fra 1-9, hvor 1 er grundforskning og 9 rummer et færdigt, gennemtestet produkt, der kan markedsføres. EUDP-projekter placerer sig på niveau 4-8, der omhandler udviklings- og demonstrationsfasen for nye teknologier.

Hvordan finansieres EUDP-projekter?

EUDP-projekter bliver typisk finansieret af offentlige midler i en kombination med midler fra projektets partnere. EUDP overholder EU’s statsstøtteregler, og den maksimale støtteprocent afhænger derfor af virksomhedens størrelse og aktivitet.

Kan man søge igen, hvis man får afslag?

Ja, det er muligt at sende en genansøgning til EUDP. Du kan med fordel kontakte den relevante sagsbehandler fra EUDP-sekretariatet i forbindelse med en genansøgning, så du får den relevante sparring omkring ansøgningen, før du søger igen.

COVID-19?

COVID-19 kan påvirke aktive EUDP-projekter. Læs om de midlertidige retningslinjer her: Midlertidige retningslinjer for projekter, der er påvirket af COVID-19

Andre spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til EUDP, kan du kontakte sekretariatets medarbejdere, der er klar til at hjælpe dig. Kontakt sekretariatet

 

FAQ om Green Labs DK

Hvad er Green Labs DK?

Green Labs DK yder tilskud til testfaciliteter i stor skala til demonstration af ny energiteknologi. Det er en offentlig tilskudsordning, der har til formål at etablere testfaciliteter i verdensklasse.

Hvem skal drive testfaciliteten?

Det er offentlige og private virksomheder eller videninstitutioner, der kan få tilskud til Green Labs DK-faciliteter. Faciliteten skal være placeret i Danmark senest på tidspunktet for udbetaling af støtten.

Hvem kan benytte Green Labs DK-faciliteter?

Testfaciliteterne fungerer som nationale centre. GLDK støtter testfaciliteter, der kan bidrage til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Det vil sige først og fremmest effektiv energianvendelse og vedvarende energi.

Hvordan finansieres Green Labs DK-projekter

Faciliteter under Green Labs DK finansieres typisk i en kombination af midler fra Green Labs DK og den klynge af partnere, der vil opføre faciliteten. Egenfinansieringen udgør mindst 50 procent af budgettet. Bemærk her, at de støtteberettigede omkostninger består i materielle og immaterielle aktiver. Dvs. at timeforbrug ikke er støtteberettiget.

Andre spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål om Green Labs DK, kan du kontakte GLDK-sekretariatets medarbejdere, der er klar til at hjælpe dig. Kontakt sekretariatet

Kontakt

Claus Meineche

Claus Meineche

Sekretariatschef

+45 33 92 77 93

Hanne Thomassen

Hanne Thomassen

Chefkonsulent

+45 33 92 67 78