Sprækker og bjergartsmekanik, fase 2.

I EFP-96 og EFP-98 programmerne er der udført kombinerede geologiske og geotekniske studier af sprækkernes indflydelse på de bjergartsmekaniske egenskaber i kalk. Data til kvantificering af effekten af naturligt forekommende sprækker i kalk er blevet tilvejebragt vha. triaksialforsøg i normal størrelse og i stor størrelse på tre typer af kalk, nemlig fra Valhal Tor og Tyra Maastrichtian og fra en landforekomst i Hillerslev. Fra den sidste lokalitet blev der også udtaget store prøver til triaksialforsøg i stor skal (500x500 mm) for at opnå en naturlig repræsentation af sprækkerne i kalken fra Hillerslev. Ved at sammenligne forsøgsresultaterne på sprækket og ikke sprækket kalk fra triaksialforsøgene i normal skala med forsøgene i stor skala fandt vi at kalkens stivhed er skalaafhængig, mens forskydningsstyrken ikke viste nogen skalaafhængighed. Endvider viste studierne, at sprækkerne har en signifikant indflydelse på forskydninsstyrken, at brugen af Geological Strength Index, GSI, til karakterisering af sprækkede kalkprøver giver en meget god forudsigelse af forskydningsbrud, at brud- og flydekarakeristik for sprækket og usprækket kalk kan forudsiges ved brug af GSI, at opskalering har indflydelse på kalkens elastiske deformationsegenskaber ved små spændinger og at sprækkerne har indflydelse på kalkens kompressibilitet i det elastiske spændingsområde, men ikke i det plastiske. Til sidst er den praktiske anvendelse af nogle af den fundne resultater vurderet for egentlig reservoirkalk. Specielt er der fokuseret på opskaleringseffekten for styrke og deformationsegenskaberne, når man går fra normale testforhold til egentlige reservoirforhold. De fundne opskaleringslove er relevante ved vurdering af borehulsstabilitet, men ikke for kompaktionen af et reservoir. Generelt er projektets resultater relevante til brug ved kvantificering af effekten af kalken sprækkethed og af prøveforstyrrelsen i konventionelle bjergartsmekaniske forsøg, der udføres ved lavt sidetryk