Ny teknologi for en effektiv udnyttelse af enggræs i biogas reaktor
Formålet er at udvikle og markedsføre teknologi, der kan nyttiggøre græs fra enge og naturplejearealer til energiformål billigt og effektivt. Løsningen omfatter en mekanisk behandling – excoriation - integreret med slåningen, som opbryder det lignificerede græsstrå og fordobler nedbrydeligheden i gasreaktoren, og øger dermed gasudbyttet med 30%.
Biomasse fra ekstensive arealer, i særdeleshed græs fra enge og overdrev, vil udgøre en væsentlig ressource i omstillingen til grøn energi. I Europa findes store områder, der kan producere ganske væsentlige mængder af biomasse, men udnyttelsen er betinget af at arealerne kan høstes effektivt og billigt og at græsset kan forbehandles på en måde der øger dets nedbrydelighed og dermed gasudnyttet. Projektet har til formål at udvikle og demonstrere en innovativ kombination af mindre og mere energieffektive høstteknologier sammenholdt med en indbygget behandling der excorierer, det vil sige skræller og åbner cellestrukturen i det lignificerede og modne græs. Projektet involverer deltagelse af både private virksomheder og offentlige universiteter der sikrer udvikling af et teknologisk og kommercielt konkurrencedygtigt produkt, som er grundigt testet med en videnskabelig dokumentering af det forøgede gaspotentiale i græsset. Prototyper vil blive testet under areal forhold for at eftervise høsteffektivitet og kortlægge energiforbruget i hele værdikæden og der fremstilles demonstrationsmaskiner til høstning af biomasse fra enge. Effekten fra produktets indbyggede forbehandling vil blive efterprøvet i fuld skala biogasreaktorer. Projektet vil levere viden i form af produktvalidering og driftsøkonomi som er vital for den videre markedsføring af teknologien. Produktet vil blive markedsført gennem virksomhedens eksisterende globale markedskanaler.
Der er som led i projektet gennemført en lang række gaspotentialebestemmelser af græs behandlet med forskellige stadier af den nye teknologi. Der blev fundet merudbytte på mellem 10 og 39 %. Bortses fra de mislykkede forsøg er middelværdien beregnet til en forøgelse i methanudbytte på 20 %, med en færdigoptimeret maskine forventes ca. 20 % merudbytte.
Marktestene med excoriatoren viste betydelige udfordringer med at få et jævnt flow i maskinen så tilstopning kan undgås. Den sidste prototype viste dog klare forbedringer i så henseende, og et forsøg med en pick up foran excoriatoren (i stedet for skærebordet) eliminerede stort set problemet.
Teknologien vurderes at være velegnet til at behandle og ”åbne” græsset med henblik på øget methanpotentiale. Det vurderes ligeledes, at der er et potentiale for at videreudvikle og optimere teknologien til formålet.
Key figures
Kategori
Dokumenter
Deltagere
Partner | Tilskud | Eget bidrag |
---|---|---|
Kverneland Group Kerteminde A/S | 2.32 mio. | 3.47 mio. |
AGROTECH A/S | 0.82 mio. | 0.82 mio. |
LINKOGAS A.M.B.A. | 0.15 mio. | 0.10 mio. |
FL Jord A/S | 0.50 mio. | 0.33 mio. |
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) | 1.40 mio. | 0.67 mio. |
Aarhus Universitet | 0.34 mio. | 0.15 mio. |